Anders Olsen - Biografi fra Arktisk Insitut:

Født

ca. 1718 Senjen, Lofoten

Død

11. december 1786 Igaliko

Ægteskab

10. august 1752 Godthaab gift med Tuperna, født ca. 1725 (døbt 1728 af Hans Egede), død 10. februar 1789 Igaliko

Familieforhold

døtre gift med overassistent C. E. T. Alsbach og købmand N. M. Thomsen; datterdatter gift med købmand W. M. Olrik

Andet

1740 kolonist Godthaab
1750 assistent
1754 overassistent Fiskenæsset
1755 købmand Sukkertoppen
1765 hvalfangstleder Holsteinsborg
1767 købmand Sukkertoppen
1773 Julianehaab
1780 fratrådt
kvægavler Igaliko; anlægger af Fiskenæsset, Sukkertoppen og Julianehaab; foretog 1783 en opdagelsesrejse rundt Kap Farvel; sluttede sig til Herrnhuterne

Kilder

Ostermann, H.: Nordmænd på Grønland 1721-1814. Bd.2. Gyldendal Norske Forlag. Oslo 1940. Side: 657-669 Anders Olsen, fader til Poul Andersen - fra Norge: (ca. 1718 Nordland, Senjen, 100 mil fra Bergen).

2001 Simon Ellefsen	Juul II	Opdateret 21 Feb 2005.

Anders Olsen Født 1717, Fauskevåg Lille, Trondenes.12.      Anders Olsen «reiste herfra landet nest forrige år», står det i skiftet etter faren i 1742, og alt tyder på at han er den Anders Olsen frå Senja som i 1741 kom ned til København og blei med i den nye kolonisasjonen av Grønland saman med ein bror, Hans Olsen. Denne Anders har fått ein stor plass i Grønlands historie som misjonær, handelsstyrar og leidar av oppdagingsferder. Han gifta seg med ei eskimokvinna, og hans store etterslekt er spreidd over heile Grønland, skriv den danske historikaren H. Ostermann om han.16

Margreta Andersdatter Juul Født 1691, Kaldfarnes, Torsken.12. Død 1769, Fauskevåg Lille, Trondenes.12. Gift omkring 17151 med Ole Kristensen Født 1666, Fauskevåg Lille, Trondenes.13,14,1. Død 1741, Fauskevåg, Trondenes.1.      Søn af Kristen Iversen og Kristensdatter.      Skifte 1753-1767, Fauskevåg lille, Fauskevåg Tinglag.3: protokollnr. 141, folio 23b..

Børn af Margreta Andersdatter Juul og Ole Kristensen:

10.5. Anders Olsen, f. 1717, Trondenes. 11.5. Kristen Olsen, f. 1720, Trondenes., d. 1798, Trondenes. 12.5. Anne Margrete Olsdatter, f. 1726, Trondenes. 13.5. Hans Olsen, f. 1728, Trondenes., d. 1776, Trondenes. 14.5. Ingeborg Olsdatter, f. 1733, Trondenes., d. 1793, Trondenes.

6.1.	Nils Andersen Juul Født 16964.      Levde ved skiftet i 1712.4

7.1.	Karen Andersdatter Juul Født 17034. Gift _____8med Ole Jonsen Død 17448.      Bruker og eigar av Medby i Torsken til han strauk med i farsoten 1744. Enka måtte gje opp og fare bort i 1747. Sonen Peder Olsen prøvde å ta Medby igjen på odel, men hadde ikkje pengar til å løyse garden inn med.8

Så har jeg yderligere fundet ud af at vi er i familie med Anders Olsen fra Norge, født 1718 - fader til Poul Andersen, og igen søn af Poul er Elias Poulsen Egede. Her ser man, hvordan man har fået efternavn efter ens faders fornavn - og ikke overtaget sit fars efternavn! Derfor tog det lang tid for mig at finde ud af dette denne del, jeg har siddet fast i længe. Så faldt tiøren bare pludselig, da jeg efter langt om længe læste Karl Heilmann´s bog og stødte på Anders Olsen - og nærlæste efternavnene - så kunne jeg så se, at Elias Poulsen Egede var barnebarn til Anders Olsen etc. Jubii!!!!

H. Ostermann, Nordmænd paa Grønland, 1721-1814, bind 2, side 657: Anders Olsen, Købmand:

Anders Olsen er født ca. 1718. Ifølge egen opgivelse var han fra Senjen i Nordland, et sted 100 mil fra Bergen, men nermere kan ikke oplyses, ligesom hand ekstraktion er ubekendt. Han dog dog sikkert været et almuebarn.

I aaret 1740 tiltraade en "Studiosus og kjobmand" niels Axelsen o Rasch, Hans Egedes hutrus slegtning, efter dennes og Sewerins opfordring en rejse til Nordland for at udsøge "nogle stærke og raske Nordlandskarle" til kolonister i Grønland. Han medbragte i høsten 1741 seks mand til København, hvor de opholdt sig på Sewerins bekostning til skibsfarten paa Grønland aabenes i vaaren 1742. Blandt disse "Nordlandskarle" var brødrerne Anders og Hans Olsen. Tanken var oprindeligt, at de og deres fæller skulde være kolonister i Frederikshaab, men i hvertfald disse to kom til Godthaab, hvor de "traadte i kost og løn" fra 17 juli 1742.

I Godthaab var der i disse aar sterkt aandeligt røre. Nogle kilometer fra kolonien laa Ny Herrnhut missionsstation, hvor missonærerne netop var kommen rigtigt godt i gang og allrede havde samlet en vaagen og missionsivrig menighed. I Godthaab residerede den danske missionær Chr. Drachthardt, der hjemmefra var pietistisk indstillet og mere og mere arbejdede haand i haand med brødrerne ved Ny Herrnhut, inden sin hjemrejse 1751 havde han helt sluttet sig til dem og blev senere herrnhutisk missionær i Labrador. Den danske kateket Berthel Laersen var ligeledes grebet af den herrnhutiske forkyndelse og gik stedse sterkere i brødrernes ledebaand.

Dette røre undlod ikke at indvirke paa det europeiske kolonimandskab, af hvilke fler blev draget med ind i bevegelsen. Blandt de sterkest paavirkede var de to nordlandske brødre, o g da især Anders. 30 juni 1746 sendte han grev Zinzendorf et brev, dateret fra "en øe ved Godthaab" og underskrevet "Anders Nordlænder", i hvilket han hilste "Hr Graf og heele meeningheden" i (Herrnhut i Tyskland) "Kærligst i den korsfæstede Jesu". Hvor ringe hand end var, maate han dog sige menigheden, at han "trøstede sig til Lammet". Han var bleven vakt "ved den lille menighed i Grønland" og haabede "at blive ret frimodig i Lammets blod og vunder". Brødrene i Grønland kaldte ham "broder". Han ønskede, at flelseren ogsaa vilde "Sendesine sande vidner" til hans hjemstavn i Nordland. Endnu vilde han blive to aar i handelsens tjeneste, saa vilde han enten ga til menigheden i Herrnhut eller "blive hos brødrene paa en eller anden plads, hvor Frelseren vil sætte ham". Brevet er ledsaget af følgende vers, som utvivlsomt er digtet af ham selv:

Her er du min haand, o meenighed sand,

jeg arme, der veed,

ei andet en Lammet, blod, vunder og sved.

Til frelsing, til fred

og til salighed

imens jeg er her

og isset i evighed evigheder.

Nu meenighed sød,

tag mig i dit skjød

og giør mig med dig

i vunderne salig, fornøyet og riig.

Det standpunkt, Anders Oslen her havde fudnet, blev han tro til sin død, og han vedblev bestandig at være brødrenes ven -

I overenstemmelse med den beslutning, Olsen omtaler i brevet til Zinzendof, skrev N. A. Rasch, da foged i Vesteraalen, til København om at han maatte komme hjem 1748. Imidletid havde Olsen forandret beslutning, rimelighvis fordi han for sin dygtighed og erfarings skyld var blvem forfremmet. I en liste over dem der i Swerins tjeneste var ansat i Grønland, nevnes "Anders Olesen, matrosog assistent", og af Sewerins regnskab for 1750 og 1751 fremgaard det, at "assistent Anders Olsen" hvert af disse aar har faaet tilgodehavende udbetalt af ham.

Det var vistnok hans hensigt at hjemgaa 1750, naar det almindelige oktrojerede handelskompani overtog kolonien, men da dette skte, bevegede købmand Moltzau, der futud kendte hans værd, ham til at overtage en assistentpost mod tilleg i gave og paa forventet approbation. Olsen vilde dog kun binde sig for et aar, rimeligvis fordi hans ven Drachardt havde "gjort vanskeligheder" i andledning af hans paatenkte giftermaal med en indfødt.

Handelsekompaniet var ikke tilsinde at give slip paa Anders Olsen. Det paalaa Moltzau at bevege ham til at give "mod 5 á 10 rd. tillæg i løn" og ved at stille ham i udsigt "ved vacance at betræde kiøbmandsposten" i Godthaab. Moltzau maated ehertil svare (10/8 1751), at Olsen vel var gaaet ind paa at blive endnu et aar i kompaniets tjeneste, men "til kiøbmands tienesten finder hand sig ikek beqvem". Derimod vilde han neste aar "nedsætte sig der i landet efter den friehed som Hans og Peder Olsønner1 er forundt".(1Peder Olsen Walløe). Han vil da tage bolig "paa een af de pladser, som i aar er givet ordre til.", men haaber ikek at det gør noget, hvis det bliver nogle mil syd- eller nordligere, da det "ikke vil præjudicere nogen colonie". Han staar nu i underhandliger med missonær Drachardt, der vil hjemgaa, om at købe "det i aar til ham privat oersette huus." Han ansøger nu om at købe "det iaar til ham privat oversætter sig frie og ubehindret sin livs tiid at handle i den circumference, som nannem fastsettes". Han ønsker ligeledes " at komme ind under den kgl. placat med forbud imod fremmede handlere (Disse maatte ikke handle indenfor et kystomraade paa 15 mil paa vher side af etablissementerne. Han ber om det kunde tillades at et skib hentede hans produktion direkte, han skal nok "sette hus" pa et skibsindløb bekvent sted. Og da een person umuligt kan bestride dette, ber han om at faa broderen, der allerede har "frihed til at handle" til hjelp.

Hertil svarede kompaniet , at man ikke ksla hve noget imod, at Anders og Hans Olsønner blev i landet og nedsatte sig som frihandlere enten samlet elelr hver for sig, men helst ved Sukkertoppen eller Tunuliarfik (norfor Julianehaab). Man havde hellerikek noget imod at det blev nærmere, blot ikke saa nær at "colonierne derved nu eller i tiiden pæjudiceres". man vilde også, hvis havnen var ogd det paagældende sted, la skibene - til lettelse for kolonierne - gaa ind og hente spek og skind der. Samtidig meldte kompaniet missionskollegiet, at de to brødre - foruden Peder Olsen Walløe - var de eneste "frihandlere" i Grønland, d.v.s. dsom vil sette sig ned udenfor koloniernes omraader og leve af handel og kvægavl. De har giftet sig med indfødte og vil blive i landet deres livstid; "Didsse tvende personer have ret got skudsmaal". Hans Olsen1, der i 1749 var fuldt med Peder Olsen Walløe paa dennes handelserejse til Kap Farvel, hvorfra de aaret efter vendte tilbage til Godthaab, hvor han leverede "endel skindvahre som er hands part af den handel, som hand haver haft til fælles med Peder Olsen forrige aar i syd"., blev derefter af kompaniet antaget som matros med 40. rd. i løn. 1751 blev han "frihandlere", solgte samme aar produkter til Godthaab koloni for 142 rd. og neste aar for 32 rd. 5 mk, men herefter var for en lang aarrække hans skebne knyttet til broderens. 1758 havde han tilgode hos companiet 180 rd. 1mr. 12½ sk.

1752 foretog Anders Olsen og hans bror en rekrognoceringsrejse til "Weidefjorden" (Holsteinsborgs fjordkompleks). De havde i opdargfra kompaniet at undersøge de "nordlige grenders beskaffenhed". De fandt "2de pladsser som mand kunde sette en logie eller colonie paa"., menlig den "bekendte Sukkertop" - og omtrent 3 mil nord for Nepisene eller den saa kaldede Weidefjord, paa et sted som Grønlænderne kaldte Assumiut (her laa Holsteinborgs missionshus i Glahns tid til den flyttes til kolonien 1767), en meget skiøn og behagelig plads nærved søekanten; paa begge steder beqvem havn og indkøb for skibe. Anders Olsen vilde gerne nedsette sig paa en af disse pladser, hvis der kun "kand accorders ham sin livstid at boe og ernære sig, at han ikke, naar han engang har taget fast boepæl, siden skulle blive trængt fra pladsen,enten ved en nye colonies anleggelse eller andre omstændigheder". Og om skibet da ventuelt maate føre hans hus derhen, han skal nok selv følge med som lods? Til vinter vil han saa foreløbig - til direktionsne resolution kommer - slaa sig ned på et elelr andet sted "for at profitere hvad handel der kand forefalde", som han saa vil levere til Godthaabs koloni. - Skulde direktionen ikke kunnebillige hans plan, ber han om sin gamle post som assistent, da det er hans forset ikke at forlade landet. Broren "vil holde companie med ham".

Brødrene var ikke, som af kompaniet antaget, bleven gift endnu. Men efter hjemkomsten fra denne rejse blev de det. 10 august 1752 viedes Anders Olsen i Godhaab til Grønlenderinden Tupernat, født 1726 paa Ravneøerne som datter af Grønlenderen Sanak og hustru og døbt i februar 1729 af Hans Egede. Hun var meget dygtig og tillige fromt og elskeligt menneske; missionæren Rasmus Bruun benevner hende "kiøbmand Olsens kiære hustrue Tupperngat" og siger at hun er almindelig bekendt med en christen og menighedhedens tjenerinde. Omstrent samtidigt fik Anders Olsen det skudsmaal af købmand Lars Dalager, som havde kendt ham i 14 aar, at han er "et ærligt og honeks menniske, som saavidt hand rygte strækker sig, har gjort sig elsket og æret af alle". - Rimeligvis samme dag som Anders Olsen blev Hans Olsen gift med sin kæreste Juditha, der var døbt som halvvoksen af Drachardt. -

Vinteren 1752-53 tilbragte brødrene ved "det bekendte sted Sukker-Top, hvor de, ifald anstalterne havde føyet sig, tænker at ville dette deres boepæl". For de produkter, brødrene herfra leverede til handelen, krediteres de for 92. rd. 4 mk. hver.

Imidlertidig turde Anders Olsen ikke fortsætte frihandelsen, da hans var komme i gæld, og Moltzau antog ham da paany i tjenesten "som en tilsynsmand ved colonien, fornemmelig på togte", men udtalte samtidig med at indberette dette - øjensynlig efter Anders Olsens anmodning - ønskeligheden af at "en logo blev sat ved Fisker Nesset". 18 mil sydfor Godthaab, "hvor mand alel aar maae giøre handels-reiser". Anders Olsen "erbyder sig med 3de matroser at ville besøgre handelsen der på grendserne".

Kompaniet tog Anders Olsen på ordet. 6 april 1754 gav direktionen ham ordre til at anlegge den omtalte loge "ved Søndre Fiskenes"; "paaskiønnede det gode skudsmaal, Os er givet om Eders hisintil udj compaiets tjeneste viiste gode opførsel, toeskab og flittighed samt besiddende kundskab om landet og erfarenhed udj handelen", haver man "hermed villet antage Eder som Ober Assistent, dog under kjøbmanden fra Godthaab hans opsig tog raadførelse". man tilbyder at "afkøbie Eder s tilhørende liden bygning for det s billige værdie". Skibet "St. Birgitte" skal besørge nedflytningen fra Godthaabog dets mandskab til logens besætning, og dets mandskab til logens besætning, og assistenten Hans Jakob Rodgeriquez (født 1735 omkom under en snestorm paa rybejagt lidt før jul 1755 i Frederikshaab). , der oversendes for at giøres kyndig udj. sproget og handelen, kan forblive logen for at gaae Eder til haande, da I ej lader manglede hannem paa det bedste at underviise og giøre dygtig til companiets tieneste i fremtiden."

"Det lidt vaanings-huus" i Fiskenæsset - somkampaniet købte "af Andreas & Hans Olsen" for 160 rd.- bestod af I) "Bejenternes stue" skilt fra folkenes ved breddeskillerum; een kakkelovn varmede dem begge; der fantes 3 vinduer, 1 dør med hengsler og klinkefald, 1 sengested 1 benk, 2 træstole, II) "Folkenes stue", hvori var dør med hengsler og klinkefald, 2 vinduer, 2 standkøjer og 1 lidet bord; III) "kiøkkenet" med god skorten, dør, 1 lidet vindue samt flg. køkkentøj: 1 kobberkedel, 1 fyrfad, 2 smaa jerngryder, 1 kobber duppepotte, 6 tintallerkener, 1 kobber tekedel, 1 ildtang ,1 ildpuster ,1 jernpande, 1 brandjern, 1 lygte, 1 messing lyseplade med saks, samt 1 jernlampe: IV) "forstuen", hvori var dør med hengsler og laas, 1 vindue, 1 liden trappe til loftet". -

Anders Olsens bestyrertid ved Fiskenesset blev pa hans eget initiativ af meget kort varighed,. 9 maj 1755 skriver direktionen: "Som vi af Eders relation af 14de augusti afvigte aar haver fornummet, at I efter den af os tillagte ordre ved Sukker Toppen haver udsøgt et sted, som I formenner til et collegies anleggelse af samme steds at være det bequemmeste, saa have vi resolveret samme endu i aar at lade i stand sette og Eder, siden I dertil findes villig og derom haver været ansøgende, som kiøbmand der ved antage", og man sender nu "med skibet Charlotte de til denne nye collonie destinerede 2de bygninger med behøvende materialier, inventarium, handelsvahre og proviant".

Fra 24 juli 1755 - rimeligvis den dag galloten "*Charlotte" gik i havn ved Sukkertoppen - oppebar Anders Olsen løn som købmand 100 rd. aarlig. 3 august : "toeg vor boelig paa landet", købmanden, assistenten Paul Grill og 4 mand. Grill havde faet kost ombord hos skipper Hendrich Svendsen siden 24 maj, Anders Olsen selv tilligemed "momsr. Kunz, som fulgtes med for at være bygningen behielpelig som tømmermand" siden 19 juli.

1756 bestod Sukkertoppens koloni af et stort vaaningshus " af norsk bygning, stok på stok, 2o alen langt og 12 alen bredt", et spekhus 16x10 alen, af bindingsverk med breddetag, et baadeskur "eller nøst" af bindingsverk, mes sten- og jordmur, borklædt i den ene ende, samt et lille hus, tækket og klædt med bredder. I vaaningshuset havde købmanden to stuer, assistenen ene og folkene en, desuden var der køkekn med spisekammer og forstue. Paa loftet var lager og oplagsrum, opgaven var ad en trappe fra køkkenet; i den ene gavl var en dør med en "bom" over "som bruges til opheisning af gods". I spekhuset var indrettet bødkerverskted i den ene ende. Opgs har var loftet oplagsrum.

I Fiskenesset gav Anders Olsen trods sin korte virketig anledning tilk at herrnhuttiske missionærer nedsatte sig ganske nær ved logen, ved det senere Lichtenfels. Også nu viste sig hans forkærlighed for herrnhutiske kristendomsform, idet han allerde lige efter sin nedsettelse på Sukkertoppen tilskrev handelsdirektionen, dateret 20 august 1755, at hvis der neste aar ingen "missionsbetjente" kom hertil "fra det høye collegio" om da ikke "een af de mæriske brødre her i lande, som er sproget mægtigt, kunde forflyttis til et saadant sted for at talle Guds ord til hedningene, og derfor nyde nødførtig underholdning" - "det var efter min ringe erfaring baade handelen og missionen til en virkelig fordel og nytte". Da han imidlertid øjensynlig selv tvivlede paa, at dette kunne lade sig gøre, idet det neppe kunde forventes, at missionskollegiet vilde indvilge heri, gjorde han i samme skrivelse et indirekte forsøg paa at faa sin gamle ven Berthel Laersen, som skønt han stod i den danske missions tjeneste, var hans ligesindede og meningsfælle i kristelig henseende, op til sin nye kolni: "catecheten ved Godthaab, Berthel Laersen, kunde i og sandhed, med bedre frugt og nytte, af det høylovlige missions collegio brugis ved en anden colonieend hvor han nu er".: Forsøget lykkedes; allerde 1757 forflyttes Laersen til Sukkertoppen. -

I Sukkertoppen virkede Anders Olsen i en lang aarrække sammen med sin bror og kateket Berthel Laersen, som 1764 ordineres til prest for den derværende menighed. 1756 var det tiltenkt Olsen at anlegge atter en ny koloni Sygad, men det blev forhidnret ved at skibet ikke kunne komme ind i Sukkertoppen.

I begyndelsen af 1760-aarene omgikkes Anders Olsen atter med taken om at gaa ud af tjenesten og rejse til Herrnhut. Han skrev derom til sin gamle ven Drachardt, der havde opholdt sig der godt en halv snes aar og ernæret sig som porcelænsmaler. Men Drachartds fraraadede ham på det indstendigeste, dadet vlilde føre ham " i eden største oroelighed og confushed" - " Thi jeg har i disse 12 aar seet exempler nok på saadanne confuse brødre, som har lagt ders amt ned, er kommen og har i 2 elller 3 aar, saa længe de har havt noget at sætte til, opholdt sig her, men derefter ere de lbøne bort og laster den hellige menighed". Vennen raadede ham derfor til at sette sine børn i kost hos en skikkelig herrnhutisk Grønlænder, for at kunde blive opdraget i den lære, men selv blive i embedet. Og da kompaniet, for hvlket Olsen ogsaa havde omtalt sin hensigt og fremholdt hensynet til sine børns opdragelse, stillede ham i udsigt at blive købmand i Godthaab, når Lars Dalagergik hjem, som han havde ladet sig forlyde me dat vile, opgav han tanken og slog sig til ro. Godhaab blev imidlertid ikke ledig den gang, og da Dalager s1767 gik hjem, var Olsen "anderswo enggirt".

1765 havde nemlig handelsdirektionen paalagt ham et nyt hverv, idgt man beskikkede ham til formand for den planlagte hvidhvalfangst med garn i Holsteinborg. Et par minder om hans ophold her er det endnu paa Grønlandskortet figurerende "Anders Olsens Sund" og den af ham rejste varde paa toppen af øen Inugsulik, der ligeledes bærer hans navn den dag i dag. Mineralogen Giesceckesaa her1808 resterne af han overvintringshus, hvorfra han drev hvalfangsten med aabentvandsgarn. Lengere end to aarskulde han ikke drive dette forsøg. Da kunde han altsaa, om han vilde, have faat Godthaab. Men han foretrak nu sin gamle koloni, som var blevet hans tilvant og som sikkert var det sted i Grønland, der vedblev at staa hans hjerte nermest. Da Sukkertoppen 1783 blev flyttet til sin næværende plads, udtalte han nemlig i et brev til direktionen sin misbilligeste heraf: "Jeg som i 17 aar paa 18de aar har tient og lidt godt og ondt der på grenlenderne, kan ikke begribe den fordeel, der er eller kand være ved det nye anlæg". Sin hidtidige erfaring som Grønlands geografi nedla Anders Olsen i disse aar i et manuskript betitel: En kort tabelle, i rurbicher forfattet over Fasteland mef jorder og øer fra colonien Frederikshaab og norefter saa lang som beseiglig og bekjent er hvornæst følger En kort beskrivelse over de sydligste grændser, paa den Væster side af Grønland, saa og En tabel fra ovenmelte colonie søer efter, saa langt hen, so havis efter-retning, skrevet af Ved Colonien Sucher-toppen 1764 Anders Olsen.

Endnu en bedrift kom den gamle pionér ti lat udføre i kolonisationens tjenste,ogsaa dennegang paa eget inititativ.

21 maj 1773 skrev handelsdirektionen til ham: "Paa hans forhenOs gjorte og iaar til Wulff1 (Pakhusforvalter, tidligere kateket i Christianshab og købmand i Holsteinborg Chr. Andr. Wulff (1736-1809) igentagne forslag om en loges oprettelse syden for Friderichshaab, hvorved Han har tilbuden sin tjeneste, havde vi reflekteret". Foreløbig havde man dog ikek midler til de store bekostninger med fragtning af skib, da man var uvis om den bedste beliggenhed. "Vores tanker er altsaa, at Hand tillgie med fiire mand, nemlig Hans søn, og tre andre, som herfra udsendes, begiver sig for det først etil Frederichshaab og derfra paa recognocering syd efte for at opsøge et beqvemt og fordeeleagtigt sted ned imod Statenhuck, hvor en loge med fordeel kunde anlægges". Man ønsker: jo lengere syd desbedre" for derved fra detn der anliggende handels-plads at kunde lade recognoscere viidere østen efter for en mueligt paa den maade i tiidens længde at faae nogen kundskab om den gamle Østerbygds nuværende tilstand".

Man tilbyder Anders Olsen for denne ekspedition s150 rd. i aarlig løn samt " en raisonable douceur". Sønnen skal "nyde" 30 rd. aarlig og "een portion proviant". "Og maae det derefter komme an paa Hans vindskibelighed, erfarenhed og kundskab at foretage recognoscering, naar og paa hvilken maade Han eragter det tientligst og med hvad slags fahrtøyer Hand dertil holder bequemest, forladnde Os fuldkommen paa Hansbekiendte redelighed og omsorg forcompaniets beste, og skal det være os kiært, endnu i aar at faae nogen efterretning om et forventende godt udfald og til næste aar at faa en omstændeligere efterretning derom og bekræftelse derpaa". Proviant til rejsen blev udstedt til Frederikshaab o g"saa mange materialier, som Han til en liden boelig behøver".

Saa overgav da Anders Olsen sin mangeaarige koloni i sin eftermands varetegt og brød op fra Sukkertoppen 4 september 1778 - "paa en recognoscerings reyse i syden til en nye colonie anlæggelse syden for Frederichs Haab" som hans gamle ven Berthel Laersen har noteret i sin kirkebog ved afskeden. Nu skiltes han ogsaa fra broderen, som blev i Sukkertoppen. Denne høst naaede han Frederikshaab, hvor han slog sig ned for vinteren og traf forberedelser til ekspeditionen.

Tidlig paa vaaren 1774 brød han op, idet han foreløbig lod familien blive tilbage i Frederikshaab, og tiltraadte sammen med sin eldste søn den vigtige ekspedition. (Sønnens navn er Poul Andersen = søn af Anders). I løbet af aaret sendte han tre beretninger hjem til kompaniet, datgeret 19 april, 15 juni, 18 juli, den sidste fra Kap Farvel. Heraf erfarede direktionen "med glæde" at han hade "lykkelig fuldført den paatagne recognoscerings-reyse og hae opnaet den tilsigtede egn" samt "omtr: 20 á 28 miilesyden for Friderichshaab" fundet "et bekvemt indløb til en god og sikker skibshavn med de fleere fornødne bekvemmeligheder til coloniens anlæggelse", og at han "i henseende til de mange sammesteds sig opholdende og længere syd fra ankommende Grønlændere har det bedste haaab om een fordeelagtig handen i tiiden".

Ander Olsen rejste sit hus paa samme sted, hor Peder Olsen Walloe havde overvintret i 1751 og som han havde kaldt "Første Vinter", og hertil blev nu i 1775 opsendt fra København "det fornødne til en liden loges anlæg saavelsom nogle handels vahrer og andre fornødenheder" med hukkerten "Island", ført af skipper Alling. I denne sommer hjemsendte Anders Olsen "relationer" om det nye anleg 5 .

Ander Olsen rejste sit hus paa samme sted, hor Peder Olsen Walloe havde overvintret i 1751 og som han havde kaldt "Første Vinter", og hertil blev nu i 1775 opsendt fra København "det fornødne til en liden loges anlæg saavelsom nogle handels vahrer og andre fornødenheder" med hukkerten "Island", ført af skipper Alling. I denne sommer hjemsendte Anders Olsen "relationer" om det nye anleg 5 juli og 23 august. Heraf erklærer direktionen i skrivelse af 18 april 1776 at have "med fornøyelse erfaret, at Hand havde udsøgt den beleyligst eragtede havn" til etablissement, og meddeler at "den af Ham anlagte nye Syd-colonie fører efterdags navn af Julianehaab". Den blev snart landets størte og mest indbringende. Mineralogen Giesecke kalder den "Grønlands Canaan".

Anders Olsen interesserede sig ikke blot, for sin nye kolonis handelsmæssige bestyrelse. Han nærede ogsaa en varm interesse for den sminder fra fortide neuropeiske bebyggelse. Hans datterdatters mand købmand W. M. Olrik beretter at han i begyndelsen af 1770-aarene - rimeligvis paa sin første rekognosceringsekspedition - "gjorde en galop-reise til Skovfjorden og Kirkefiorden", men "formedelst sygdom" vende hjem uden at have set sig ret meget om. "1 á 2 aar senere recognosceerede han Sydbugten nøyere" og blev mere og mere overbevidst om "at Nodmændenes første og fornemeste opholdssteder havde været her". Siden blev "i forening med hans sønner" mange rejser foretaget rundt i fjordene og "flere rudera funden end Europæerne nu om stunder maaskee ville faa at see". Dette er skrevet i 1832, som bl. andet blev benyttetaf Thorhallesen i hans "Efterretninger om rudera eller levninger af de gamle Nordmænds og Islændernes bygninger paa Grønlands venstre side" 1776 -

Anders Olsen bestyrede Julianehaab til 1780, da han paa grund af tilgagende alder og svareligt helbred tog sin afsked, som han fik ved handelsedirektionens bevidnelse af sin anerkendelse for hans lange tro tjeneste i Grønland. Ovennevnte købmand Olrik beretter rigtigt nok, at han var kommen i underballance og derfor blev afskediget, nedsatte sig som kvægholder, fik uaar, og vilde, berøvet al understøttelse, endog kosten, være sultet ihjel, hvis hans svigersøn købmand Thomsenhavde hjulpet ham. Oldrik siger tilsidst , at "han endte sit liv i elendighed, forinden directionens tilstaaelse om lidt hielp indløb". Men har jeg intet steds fundet dette bekræftet. Derimod er det rigtigt nok, at da den gamle pionér havde taget sin afsked af handelse tjeneste, realiserede han omsider sin ungdoms drøm om et frit og ubundet liv i det gamle Grønland. Han nedsatte sig som kvægavler og jordbruger først ved Upernavisarssuk, et græsrigt sted ved mundingen af den bugt, hvor ruinen af Hvalsey kirke ligger. Men da hans hus her brendte , og fangstforholdene ved stedet ike var saa gode, som han af hensyn til sine børn kunde ønske, bosatte hans ig ved Igaliko, et sted han paa sine rekognosceringsrejser særlig havde kastet sin kærlighed paa, og her i det frugtbare dalstrøg ved ruinerne afd et middelarderske bispesæde Garoar rejste hans in "gaard", som han byggede af sten fra ruinerne. Han blev den første selvejer i den nyere tids Grønland, idet Handelsdirektionen 1784 gav han hjemmelsbrev paa ejendommen. Her levede han sine sidste aar, omgivet af en talrig familie. Ifølge slegtstraditionerne søgte han ikke kirke i Julianehaab, men hus Herrnhutterne i Lichenau.

Dog var udveen og opdragertrangen ikke helt død u i den gamle kæmpes sind. I sommeren 1783 overlod han tilsynet med sin ejendom til sin husstend og tiltraadte med sin elste søn endnu engang en "recognosceringsreise" sydefter, forsynet med instruks fra handelsdirektionen "at reise fra bugt og til bugt, fra fiord og fiord" rundt undersøge mulighederne for frangst og bebyggelse og tillidge se efter "rudera efter de gamle Normænd".

Beretningen om denen reise indsendte han 3 sep. 1783 til direktionen , som imidlertid følte sig skuffet over dens ordknaphed , men den gamle mand havde ganske forstaaelig ikke kunnet overkomme at føre nogen vidtløftig journal. Sterk i pennen var han aldrig. Anders naaede "18 mile nordøst hen fra Stattenhuch paa den øster side". Længere kunde han ikke komme paa grund af drivis og vinteris, skønt det var i juli maaned. Han spurgte Grønlænderne, sm han traf paa, hvornaar der kunde være tale om, at han kunde komme videre. De sagde "at ieg vel, naar isen gik los og fra landet, da kunde fahre nord effter - - men saa maatte de ei tænke for dette aar at komme tilbage, thi, naar isen gik derfra løs, lagde den sig ned i Huckens løb (Prins Christiansund) og uden om saaledis, at mand ei kunne komme der igiennem eller forbi, uden om, saaledis, at mand ei kundekomme der igeiennem elelr forbi, og da, saasom ieg icke havde effterladt mine i den stand, at ieg kunde blive vinteren over borte, vente ieg tilbage." -

Anders Olsen døde paa sin gaard i Igaliko den 11 december 1786 og blev begraavet udenfor sit hus. hans grav dækkes - som han havde bestemt - af en stor, glat tilhugget sandstensplade som dem der i middelalderen lagdes over adelige herrer 1): I følge slegtstradition hade han lenge før sin død bearbejdet sin ligkiste, som han medførte paa rejser og benyttede som sin rejsekrin. I søen bag Julianehaabs koloni stor en stor sten, paa hvllken Anders Olsen selv har indhugget sine forbogstaver A O S og aastallet 1777 under Christian VII´s navnetræk med kors over. Og ved søens bred rejstes i 1897 et pynteligt lysthus, der fik navnet "Anders Olsens minde".

I Julianehaabs eldste kirkebog findes følgende notat:" Den 10de februarii 1789 behagede det Herren ved døden at bortkalde Tuperna, afg. kiøbmand Olsens enke, og den 14 ejusdem blev hun efer foregaaende jordpaakastelse bortført til sit hvilested."

Ander Olsen efterlod sig 6 børn. Den elste søn Paul Andersen, deøbt 22/6 1753, farens ledsager paa flere ekspeditioner, blev senere kateketformand og døde som gammel mand og pensionist i Godthaab,. Den nesteldste datter Ane Maria, døbt 19/5 1758, var 1778 og 1779 "bortrejste ti Danmark", blev gift med købmand Møller Thomsen (1755-91, død i Christianshaab) og døde i Godthaab 16/2 1813. Datteren Anna Cathrine, døbt 11/2 1763, blev 1784 gift med kolonist Hans Raun, søn af købmand Hans Henrich og grønlandske hustru Esther, døde 6/6 1824 i Godthaab. Datteren Okaline Margrethe, født ca. 1766, blev gift 1793 med bødker Søren Jensen Geraa, søn af oberassistent i Ribenbenk Jens Andersen Eeraae og grønlandske hustru Tuperna. Ders datter Lea Geraae var den overomtalte købmand Olriks hustru. Endelig blev den eldste datter gift Freiderica Christina, døbt 14/1 1756, som andensteds omtalt gift med Casper Alsbach.

Den yngste søn Johannes Andersen, døbt 2573 1760, blev farens arvtger som kvægholder og jorbruger og figurerer i Julianehaabs handelsbøger som "proprietaire ved Igaliko". Gieesecke, der besøgte ham flere gange, beklager hans ofte fattige forfatning, men giver ham i en til kongen stilet beretning "Über und für Grönlandsaufkommen", dateret 14 maj 11818, følgende smukke omtale: "-- ein mann, ... lang biografi på tysk - oversættes ved lejlighed".

Giesecke oplyser andetsteds, at John. Andersen tillige beskeftigede sig med stenslibning. De prøver, videnskabsmanden saa deraf, var af den art, at man umuligt kunde vente dem bedre af den mand, der hverken havde maskiner eller vejledning. Det er da sikkert ham, der har udført fadens gravmæle.

Da Giesecke sidste gang gæstgede John. Andersen i 1809, fulgte denne ham paa vej, bistod ham af al evne og blæste til afsked samlemelodier paaa valdhorn udo over fjorden efte rden bortdragende gæst. 12 september 1826 "døde Johanne Anderesen ,eier af Igaliko, af sting". hans talrige efterslegt ugør dendnu stedse grundstammen af Igalikos befolkning, der væsentligst ernærer sig som kvægavlere. Anders Olsens øvrige store efterslegt er spredt over hele Grønland. Flere af dem har indtagerog indtager betydende stillinger indfor det grønlandske samfund, saavel i handels og adminstrationenssom i kirkens og skolens tjeneste.-

H. Osterman - Nordmænd på Grønland - 1721-1814, bind 1, side 8:

"Kompaniet anlagde efterhaanden nesten alle de resterede etablishementer i Grønland, Fiskenesset 1754 og Sukkertoppe 1755, begge ved Anders Olsen, der skulde have været med ved anleggelsen af Sydbay, senere Holsteinsborg, 1756, men blev forhindret, Ritenbenk 1755 ved CC Dalager og Johns. Dorf, Ümának 1758 og 1763 ved Dorh, Upernavik 1769 ved Andr. Bruun, Godhavn 1773 ved Svend Sandgreen og endelig Julianehaab 1774 ved Anders Olsen".

Samme kilde, side 54-55 : "De ved Fiskenesset til 1814tjenstgørende var følgende:

Andreas Olsen.... 1754-55......

Assistenter, Hans Jac. Roderiquez 1754-55..

Koloinien Sukkertoppen, anlg. 1755

Ilfg. skrivelse fra handelsdirektionen af 9 maj 1755 fik Anders Olsen, da "Oberassistent" i Fiskenesset, ordre til efte sit tidlligere indgivne forslag at oprette e ny koloni på det af ham flere gange som "frihandler" besøgte og i vinteren 1752-53 boeded sted "ved Sukkertoppen" pladsen Kangâmiut, der paa grund af sine toppede fjeldformationer af Hollenderne var kaldt Zuykerbrood. Her rejstes i august - september 1755 den nye koloni, som fik navnet "Sukkertoppen". Vaaningshuset opførstes "paa et sært ubehageligt sted i hældingen af en klippe, hvor ingen udsigt er med mindre man gaar uden om klippen". Foruden vaaningshuset - "af norsk bygning, stok paa stok, 20 alen langt til 12 alen bredt" - med to stuer til købmanden selv, en til assistenten og en til folkene samt køkken og spisekammer, bestod koloniens bygninger af middelstort pakhus af bindingsverk med mur af tørv og sten, en nøst ligeledes af bindingsverk, et lilel breddehus. Bødkerversted var indprettet i pakhusets ene side.

1757 fik Olsen sin gamle ven , den for "sine skiønne gaver oga aadens drift ti at tale Guds ord" bekendte Berthel Laersen, til Sukkertoppen, hvor han i løbet af en aarrække samlede en meninghed, der i livssyn og kristenskik ikke adskilte sig meget fra Herrnhutterne.

Samme kilde side 56:

De ved Sukkertoppen til 1814 tjenstgørende var følgende:

Købmænd:

Anders Olsen .... 1755-63 .... etc.

Andre:

Berthel Laersen, kateket... 1757-

 Samme kilde side 61:

"Kolonien Sydbay - senere Holsteinsborg - Anl. 1756:... "I sine indberetninger havde købmand Lars Dalager - ligesom andre - slaaet sterkt til lyd for at oprette et etablissement her i egnen, som et af "de steder, hvor Hollænderne opslaaede ders kramboed", og i henhold hertil udstedte handelscompaniet 12 april 1756 ordre for købmændene Jørgen Holm og Anders Olsen til at anlegge en koloni "i den egentlige saa kaldte Sydbay". Anders Olsen blev forhidret i at adlyde ordren, da skibet, der skulde tage ham ombord, ikke kunne komme ti Sukkertoppen, og Holm fik ordren for sent til at kunne naa derned fra Jakobshavn, han kom først aaret efter."

H. Ostermann - 1721-1814, bind 1, side 38, Kolonien Godthaab: Assistenter: Andr. Olsen, 1745-1754. Andre Berthel Laersen, kateket.... 1739-57. 

Senjen i Norge har fundet i internettet: Det ligner godt nok meget Grønland - hvis ikke teksten lige sagde at det var Norge, ville jeg tro at jeg så vove på at sige, at vi var kommet hjem ti Grønland:
Se det for jer selv - det er ikke noget at sige til at Anders Olsen havde syntes godt om sit nye hjemland: Søg under: Senja, Tromsø, Helgeland, så kommer der mange gode fotos derfra.

Karl Heilmann´s bog; Kalaallit Kinguaariit, side 180:

"Efter sigende i 1726 en decemberdag nord for Senjen forliste ca. 25 fiskerbåde p.g.a. en storm i området og ca 90 mænd omkom. Denne ulykkelige begivenhed gjorde mange børn faderløse og mange familier mistede deres forsørgere, hvorfor mange børn endte i Bergens Børnehjem, deriblandt Anders og Hans. Det har ikke været nemt at vokse op i et børnehjem. og det har nok givet ekstra gåpåmod for Anders i hele sit liv."

 – bondekultur i Arktis i tusind år http://qaqortoq.gl/jbl/billedeupload/bilag%201-dk.pdfIgaliku, det gamle norrøne bispesæde, sammen

Jeg har efterlyst Anders Olsens forældre via Digitalarkivets debatforum og har fået foræret noget spændende, som skal checkes - om alt data fra Jon Torp, Nesodden og mine data passer sammen vedr. Anders Olsen og Hans Olsen - data er fra denne hjemmeside og det Anders Olsen´s forældre er hermed 99% fundet - tusind tak til de norske slægtsforskere som frivilligt har hjulpet mig med at løse gåden her : http://www.nose.dk/Norge/juul2.html

De

Anders Olsen (1718-1786) bosatte sig som bonde i

med sin grønlandske hustru, Tuperna (ca. 1726-1789) i 1782. Dette blev starten på et grønlandsk

bondedynasti med traditioner, der rækker helt frem til nutiden. Nybyggerne byggede deres huse af

sten fra middelalderbispens gård, og genindførte kvæghold og fårehold. Bygden udviklede sit helt

specielle særpræg, som er delvist bevaret i dag. Dette kommer til udtryk i de bevarede ældre bygninger,

bygget af de karakteristiske røde Igaliku-sandsten, der stadig