Så var "prøvetiden" forbi:  Efter at Michael friede til mig hvert år siden vi lærte hinanden at kende, friede jeg langt om længe også til ham. jeg, Johanne Lund Eriksen gift i Skjern med min danske kæreste gennem 5 år, Michael Nielsen den 24.06.1989 i Skjern. Og rødstrømpe som mig valgte selvfølgelig at beholde mit efternavn, og Michael tog min familieefternavn til sig. Det var dejligt!

På det tidspunkt boede vi i Sdr. Strømfjord/Kangerlussuaq - men valgte at gifte os i Danmark, hvor vi havde nemmest ved  samle vores store familie og vennekreds fra Danmark og Grønland til et pragtfuld sommerbryllup. Den danske vejr vidste sig heldigvis fra sin aller bedste side denne dag, så det var drønvarmt at blive gift i min grønlandske nationaldragt. Til bryllupsfesten skiftede jeg så om til en fiks lille brudekjole, på til vores bryllup var jeg både en grønlandsk og dansk brud, på samme dag.

Johanne & Michael: Jeg gik på HF i Tarm og boede i en mini pigekollektiv i Tarm, hvor jeg lærte Michael at kende som en god ven. Vi var venner i ca. 2 år, før vi begyndte at kisse misse for alvor i januar 1984. Så flyttede jeg til Paris i knapt et år - og aftalte os imellem, kunne vores forhold klare dette - var vi skabt til at være sammen. Siden 1985 - har vi boet sammen. Vi flyttede til Grønland, Sdr. Strømfjord - blot for et år  for at tjene penge - men blev vildt forelsket i naturen i Kangerlussuaq / Sdr. Strømfjord og blev gift i en af vores sommerferier i Danmark sommeren 1989. Inden vi fik set om om, så var et år i Grønland blevet til 8½ år, før vi vendte hjem til Danmark. I den periode hvor vi boede i Grønland fik vi rejst det, vi  så gerne ville i den store verden. USA var en af vores ynglingsteder, hvor vi rejste rundt i både Californien og Florida området, op til flere gange i vores unge dage. Nu bor vi fast i Danmark igen - og har kastet vores kærlighed på den svenske natur, på en gammel ødegaard i Torup, 2 timers kørsel fra broen, mod Göteborg, og derefter mod Jönköping - ½ times kørsel fra Halmstad.

Jobmæssigt: Michael og jeg arbejder begge for Vindmølleproducenten Vestas, som vi brænder for. Michael er projektleder og jeg er marketingkoordinator. Vi har begge en meget  hektisk arbejdsuge - men vi er enige om at man ikke kan arbejde for et mere spændende virksomhed som Vestas her i Vestjylland. Besøg evt. www.vestas.com hvis du vil vide mere om vindmølleproducenten Vestas Wind Systems A/S.

Nye interesser:  Fotografering - jeg prøver at sætte mig ind i den nye digitale fotoverden - hjælper mig også en del på mit arbejde.

Slægtsmæssigt: Her er min anetavle: KLIK HER:  www.lund-eriksen.dk/upload/184/dokumenter/Johanne-Eriksens-anetavle.pdf

Opvæksten og skolegangen i Grønland og DK: Udfra de mange tilhørshold, vi har haft som børn i øst, vest, nordgrønalnd, taler mange af os søskende flere dialekter såsom østgrønlandsk, vestgrønlandsk flydende, og min lillesøster flydende Thuledialekt. Ja, det er ikkke lige til at vide det, hvis man ikke ved det. Det hænder at jeg skifter om til de østgrønlandske dialekt, hvis jeg møder nogen fra østgrønland - måske dog lidt rusten i starten. Der er faktisk stor sproglig forskel fra et område til område i Grønland - skabt af de store distancer i Grønland. Vores modersmål er grønlandsk og er i samme sprogfamilie som værende nuitsprog.  (Menneskernes sprog: Sibirisk, Alaska og Canadisk Inuitsprog samt Grønlandsk).Der har været mange skolereformer i Grønland i kolonitiden og i nyere tid. Jeg har selv oplevet at have gået i folkeskolen, hvor alt foregik på dansk indtil 3. klasse. Vi lærte først at skrive i vores eget modersmål, da vi kom i 3. klasse. Idag har man grønlandsk som første sprog, og senere har dansk som første fremmedsprog. Det giver sikkert mange unge studerende I Grønland mange sproglige udfordringer idag i forbindelse med uddannelser. Jeg håber at Grønlands Hjemmestyre vil satse meget mere på det engelske sprog i fremtiden, ikke blot prioritere modersmålet, så de unge får større muligheder og vidder og vil give større samhandelsmuligheder i det komne erhvervsliv. Mit hjerte vil altid banke for Grønland, selv om jeg bor i Danmark.

Vores grønlanske identitet: Det har været meget vigtigt for mig at holde fast i min identitet som grønlænder og videregive den grønlandske identitet samt traditioner til mine børn, deri ligger sikkert også forklaringen for hvorfor jeg gik igang med slægtsforskingen, når man ser tilbage. M.h.t. identiteten er det vigtigt at vide, hvor man kommer fra og med en god rodfæste - kan man vokse op hvor som helst og tage de udfordringer, man møder i livet. Jeg havde så selv valgt at flytte tilbage til Danmark af lyst og af hensyn til børnenes fremtid m.h.t. skolegang/uddannelser - Michael ville meget hellere have blevet flere år i Grønland, hvor han kunne dyrke sine slædehunde, fiskeri og jagter - så jeg pressede på at flytte tilbage til Danmark, mens vi stadig var "unge" havde mulighed for at skabe en god karriere - og der synes vi at, vi fandt den rette hylde hos den største Vindmølleproducenten: Vestas Wind Systems A/S, som giver os det udfordringer et job skal give en.

Min største fejl som moder, er at jeg ikke har formået at lære mine børn at tale det grønlandske sprog - de kan bits and pieces, men ikke nok til at tale sammenhængende. Nivi talte flydende grønlandsk sine første par år og jeg i det første år vi boede i Danmark, talte 100% grønlandsk til hende - men det fik desværre en ende, da jeg lyttede til dagplejeren  og begyndte at tale dansk til hende for at hun bedre kunne blive bedre intregreret i det danske samfund. Nivi var meget ked af at ikke kunne tale sproget, de gange vi har været på ferie i vores hjemland, men desværre er skaden allerede sket. Man skal lære det fra barns ben af, da det er et meget svært sprog, sprogligt samt gramatisk. Det er en ommer, jeg ikke kan tage.

Matrikkel i Danmark: Så unge var vi, da vi flyttede sammen i Michaels store hus på 150 m2 hus i Danmark.  Før det, så overnattede Michaels altid hos mig  i mit lille 10m2 værelse i en mini kollektiv, jeg delte med andre 2 danske piger. Michael brugte sin stakkels kat Garfield, som undskyldning for at få mig til at flytte hjem til ham - det var jo så synd, at den altid var alene hjemme, men jeg var jo heller ikke svær at overtale, men på en betingelse, at jeg fortsat kunne rejse til Paris, når jeg fik huen fra HF. Kunne jeg lære engelsk ved at være et år i huset i London i 1980, så måtte jeg også kunne lære at tale rimelig flydende fransk ved et ophold i Paris. Nedenstående foto er et foto, som Michael havde af mig i sin pung, mens jeg var byernes hovedstad. Det var sjovt og spændende at få lov at få den sidste del af ungdommen med, inden jeg rejste hjem til Michael for at begynde vores samliv i 1985 for alvor.

En varm sommer i vores "fine" have 1984 - vi havde ikke ret mange penge, da vi var unge, men det var også lige før at vi blot kunne leve af kærlighed. Jeg gik på HF i Tarm, og Michael arbejdede i papirfabrikken som truckfører. Siden gik jeg på handelshøjskolen efter at have været i Paris, hvor Michael havde skiftet job til hans hobby, nemlig surf- og bådbranchen. Men det var en hård kur for os unge husejere - der var en voldsom kartoffelkur, som tog hårdt på alle unge i 1980´erne. Det var faktisk kartoffelkurens stramme greb, som gjorde at jeg tog til Grønland for at få Michael og min skattesmæk betalt ned. Jeg skulle bare lige tage et hurtigt år i Sdr. Strømfjord, som hotelreceptionist og sende penge hjem til Michael. Men der gik ikke lang tid, inden han sendte mig et "ulitmatum" fra Danmark. Enten at komme hjem til Skjern igen eller også skaffe ham et arbejde i Sdr. Strømfjord, så han kunne følge efter. Det gjorde jeg så. Så startede hans om nattevagt i sin tid i Kangerlussuaq, og heldigvis fik han hurtigt et andet job hos Grønlandsfly i hangaren, og siden i GLA´s Fragtterminal, så vi fik mere humane timer sammen igen. Dette blev begyndelsen til nogle fantastiske år, vi fik sammen i Sdr. Strømfjord.

Nyforelsket Johanne ved Vesterhavet 1984

En afskedsfest for Johanne, inden hun rejser hjem til sit hjemland for at arbejde.

I Sondrestrom Airbase/Lufthavnbyen Kangerlussuaq, fik Michael og jeg lov til at være unge sammen. Vi begyndte at tjene gode penge og kunne gå i byen sammen og tage på eksotiske udlandsrejser, næsten hver halve år. Jobmæssigt skiftede jeg over fra civilsiden til den amerikanske side for at gøre min uddannelse færdig og ikke mindst for at få flere udfordringer. Man kunne dengang kun bo i Kangerlussuaq, hvis man skrev under på at man ingen børn ville have så længe man var ansat under den Greenland Contractors og den Amerikanske base. Selv om Sondrestrom Airbase var en lille by, var levestandarden som enhver anden amerikansk airbase i hvilket som helst sted i den store verden- vi fik primiere film til byen, inden de kom til Danmark, der kom nye bands til basen med jævne mellemrum og drinks og restaurant regninger kostede næsten ingen ting i forhold til Danmark og Grønland.

Venskaber - Ikke mindst fik vi mange gode venner både danskere, grønlændere og amerikanere i vores tid i Sondrestrom Airbase.( (Desværre er realiteten også, at det kun er meget få venner, som hænger ved, når først man er rejst fra Kangerlussuaq)). I dagens verden har folk alle tralvt med hver sit, så det er svært ... Heldigvis er der flest gode minder, og dem kan man da glæde sig over, selv mange år efter. Men det bedste ved Kangerlussuaq, var dog den frihedsfornemme vi havde, så snart vi havde fri.  Hver minut og sekund i fritiden blev faktisk brugt i naturen. Vi havde så pragtfuld en natur at kunne trække på, når vi skulle komme til hægterne efter en "hård" weekend eller en hård arbejdsuge på 52 timer om ugen for den sags skyld. Se her, det var ikke noget at sige til at Erik den røde havde navngivet Grønland for Grønland - her I Kangerlussuaq fjorden passer navnet bare godt til det danske navn. Men de er også nogen, som siger at man kan enten trives i Grønland eller slet ikke. For vores vedkommend hedder det nok, en gang Grønland, altid Grønland. Vi drømmer om dejlige rejser til Grønland, når vi får mere råd igen - og ikke mindst er det dejligt at se familien i Grønland igen.

Sondrestrom AB og vores andel af vores skattekroner: Beboerne i Sonderstrom AB har også haft stor interesse i at skattekroner betalt til Grl. Hjemmestyret, gik tilbage til vores lokalsamfund og være til glæde for os alle beboere. Man kunne kun bo i lufthavnsområdet eller i Sondrestrom AB, hvis man havde arbejde. Blev man fyret, måtte man derfor også flytte ud af området. Skulle man have  besøg af familie, skulle man søge om opholdstilladelse. I Kangerlussuaq var der både en civil og et militærområde - jeg boede i civilområdet sammen med Michael i Greenlandair lejlighederne og arbejde som Site Managers sekretær i den amerikanske base. Foruden mit arbejde engagerede jeg mig meget i Borgerrådets arbejde (Borgerrådet var folkevalgt  for en 4 årig periode) til at repræsentere beboerne på både på det civile og militære område. Jeg var primos motor for kultur og fritidsfaciliteter. Vi "kæmpede" f.eks. for at kunne bibeholde alle vores goder i fridtidsområderne og sikre os, at vi stadig havde ret til at blive hørt, når og hvis der skulle ske vigtige ting i området, som havde betydning for vores ve og vel som almindelige borgere i amerikanertiden , og siden  i  lufthavnsområde udenfor de kommunale områder i Grønland. Da amerikanerne rejste, var stedet meget monopolstyret af Grønlands Lufthavnsvæsen - så jeg kan huske at vi lå i en evig "kamp" med myndighederne og især Grønlands Lufthavnsvæsen for at sikre at tingene blev kørt retfærdigt til i vores lokalsamfund. Monopolstyring er desværre et kedeligt kendetegn for Grønland, som ikke altid vil tjene landet bedst.

US Sonderstrom Airbase lukker basen 1. september 1992 - nøglen drejes rundt og massefyringer sker. Som Site Manager´s sekretær - lover jeg at blive til den bitre ende og får lovning på en forsat ansættelse under Greenland Contractors, selv om basen lukker. Jeg koordinerede sammen med min chef, Site Manager Per Knudsen, og Personalechef Kurt Berthelsen  fyresedler udfra en database på flere hundrede danske og grønlandske ansatte - det er nok en af de mest sørgelige arbejdsopgaver, jeg nogen sinde har haft. Man skulle ikke blot sige farvel til gode arbejdskolleger, men mange af dem var også ens egne venner.

Greenland Tourism A/S: Jeg blev headhuntet til at opstarte et Turist/Modtagekontor for Greenland Tourism A/S, da amerikanerne lukker for Sondrestrom Airbase. I 1992 Som turistchef får jeg hurtigt banket mange utraditionelle sightseeings, fra helikoptere ture til Indlandsisen, Moskus og Rensdyrsfariture i bil, og sågar får flere tusinde lejrskoleelever i efterårs- samt forårsmånederne som turister i ydersæsonerne. Derudover lykkes det mig år efter år at hive flere og flere krydstogt turister ind om sommeren til at bruge flere timer I Kangerlussuaq, så de ikke blot steg af- og på deres flyver, men tog ekstra tid af til at kunne få smagsprøver af Grønlandsoplevelser. Jeg gik også meget op i at oplære mine danske guider i vores grønlandske traditioner, og haft æren at have andre guider/outfittere/ på et inspirationsbesøg fra andre destrikter, så de kunne se, hvordan man kunne opbygge et historisk og naturbaserede guidemateriale, som var baseret på  ens lokalområde. Desuden vægtede jeg meget højt at  mine grønlandske guider lærte kunsten at kunne levere en fuld oplevelse til turister  fra historisk synsvinkel til beskrivelse af dyr, naturen på både dansk og engelsk. 

Indsigt i grønlandsk Suaasa (sælkødsuppe) samt sælflænsning: Når det kneb med at få hjælp, så måtte jeg selv ty til det bedste jeg havde lært af min moder, at flænse sæl og lave mad på åben bål ude i naturen, så lejerskolerne kunne stifte bekendskab med kogt sæl suaasa/suppe og rå sællever m.m. Jeg indførte og hundeslædeture til Kangerlussuaq, til stor glæde for Sisimiut fangere, som fik ekstra mulighed for at lave ekstra indtjenning i Kangerlussuaq Jeg havde mange freelancere fra SLV og andre arbejdspladser, som tjente ekstra hos mig i deres sparsomme fritid. Freelancing hos mig var  altid et populært fritidsjob, som indbar ture til indlandsisen i bil eller helikopter, mosukusture og meget mere. Mine fuldtidsansatte var ansatte, som siden også blev mine meget gode veninder, var Bitter, Tine og Lone og vi afviklede mange spændende opgaver sammen og har delt mange utrolige oplevelser sammen. Tine og Bitter blev helt "intregreret" i de grønlandske traditioner, blomsternavne og meget mere.

Kangerlussuaq som springbræt eller smagsprøve på Grønlandsoplevelser: Opgaver i turistbranchen i Grønland kunne være mange, Vi skulle krydre tilværelsen for rige krydstogtskibe på gennemrejse - 2x300 mennesker skulle opleve foredag om den grønlandske nationaldragt, komme på en moskus safari eller på en indlandsistur i en helikopter - det hele på en nøje planlagt tidsskema til sidste detalje i forbindelse med af/påstigningen til krydstogtskibene.

(Det er mig længst til venstre iblandt mange smukke piger i Kangerlussuaq i grønlandsk natiolnaldragt).

Vi har i Kangerlussuaq haft æren at skulle levere  Concordepassagerer en oplevelse i Sdr. Strømfjord - det var rigtig spændende og det blev en stor succes. Da Concorden skulle til at flyve til London fik jeg ellers tilbud om at flyve med concorden gratis, men "silly me" takkede  nej, da jeg ikke ønskede at svigte turisterne, jeg skulle tage imod dagen efter. Det har jeg siden fortrudt - jeg ville jo aldrig få samme changer igen til denne oplevelse, men c´est la vie, når man er så pligtopfyldende at man nogle gange glemmer at springe til, når sådanne changer dukkede op. Jeg kunne nemt være kommet hjem igen om mandagen - med alm. fly.

Usa - Disney Land - i Orlando - sommer 2004.

Størstedelen af min barndom og ungdom foregik i Østgrønland, både i Kuummiut ved Ammassalik og Scoresbysund/Ittorqortoormiit  - mit hjerte går tit tilbage til gamle venner derfra. Her er foto af de vigtigste personer i min ungdom i Scoresbysund, Ittoqqortoormiit:

Elisa Madsen med hendes yngste barn - som vi har imellem os. Det var meget nære venner - venner man kunne regne med og ens hjerte kær.

Her er foto af mig og Isak/Qoqqaq Madsen  udenfor deres hus - en tidlig morgen - med opsvulmede øjne - jeg skulle snart rejse fra byen og det huede mig ikke at skulle forlade mit "hjerte " i Scorebysund.

Elisa og Qoqqas yngste barn sammen med min lillesøster Malene/Duuda udenfor Qoqqaq´s hus - på den højre side af elven. Der var ikke mange mennesker, som boede der på det tidspunkt.

Her er jeg i mine teenager år - klar til livet og hvad kærligheden havde at byde på i mit kommende liv som voksen - startende fra mine ungdomsår.

Her er jeg også sammen med en af mine nærmeste veninde, Elisa og hendes lillesøster på armene. Vi var modsætninger, så at sige- men fandt trøst i hinandens nærvær med hver af vores problemer i Scoresbysund. Desværre har livet ikke været god ved flere af mine nære venner der - de fleste nære veninder jeg har begået selvmord eller blevet myrdet siden hen, til stor sorg for mig og alle i byen.

Her er Johanne midt i sine ungdomsår. Her dog med dog et ulykkeligt "hjerte" , hvor vi er begyndt at pakke vores flyttegods allerede fra foråret - vi skal flytte fra Scoresbysund til Chr. håb/Qasigiannguit  til den kommende sommer i 1978 og på denne måde fik vores epoke i Scoresbysund en ende - og gode minder over første kærlighed som teenager, gode venskaber og meget mere lever i ens minder - fra byen, som var så isoleret fra den øvrige Grønland i vores ungdom - heldigvis ser det ud til at de unge har fået meget bedre odds idag - for Ittoqqortoormiut var en fastastisk flot område med dejlige mennesker og er nok det stadigvæk.