Farfar til Frederik Sechmann Fleischer:
Johan Sechmann Fleischer = Fader til Phillip Fleischer:
H. Ostermann 46.79, Nordmænd paa Grønland 1721-1814, bind 2: (udsagnsord og navneord omkrevet til nyere skriftsprog af Johanne Lund Eriksen)
# "JOHAN SECHMANN FLEISCHER
Proviantforvalter
Johan Sechmann Felsicher er født den 15. september 1702 på herregården Dragsholm i det nordvestlige Sjælland som søn af kaptajn i hæren Herman Reinholddt Fleischer og 1. hustru Magdale (Mechtele) Anna Marie Sechmann.
Da drengen var 3 år gammel, døde moren ved en tvillingefødsel, og de 5 børn, der var i ægteskabet, kom til Brønshøj ved København, hvor sognepræsten, Niels Hansen Glumsøe (d. 1736), levede i andet ægteskab med deres faster Anna Marie Fleischer (død 1722), af hvem de opdroges.
Faren giftede sig påny med Nille Wineche (1662-1770), datter af kgl. møntmester Christian Winecke og Anna Maria Jürgens. I dette ægteskab var der en søn.
Kaptajn Fleischer blev dødelig såret og taget til fange i slaget ved Gadebusch den 20. december 1712 og døde kort efter af sine sår. Hustruen, der med sin søn havde været i lejren, blev frigivet af de svenske og gelejret til Danmark, hvor hun slog sig ned i København: 30/1 1715 søgte hun understøttelse af børnes opdragelse og fik kongeligt løfte om deres anbringelse. Børnene af første ægteskab var efter farens død, blevet fordelt mellem slægt og pårørende på begge forældres side. Johan Sechmann blev taget i huset hos sin morfar.
Da han var 12 år gammel, blev han optaget på Søakademiet , og da morfaren boede på landet, kom han nu i huset hos dennes bror, statsråd Baltzer Sechmann i København. På akademiet lærte han navigation, engelsk og fægtning samt 2 gange om ugen religion.
I 1717 kom han som kadet ombord på orlogsskibet "Sophie Hedevig" under kommandør Knoph og deltog i et krydstogt i Østersøen sammen med den engelske flåde. 1718 opfordrede hans skolekammerat og ven Jesper Reinhardt (f. 1704 i Skien, d.1752 i Trankebar som kommandørkaptajn), der skulle have orlov til at gå som 4. styrmand med et koffardiskib til Østindien, man til at la sig erhverve hertil som højbådsmand, da han i tilfælde af dødsfald ville kunn avancere til styrmand. Fleischer besluttede sig dertil, men da han havde forsømt at tale med sin grandonkel derom, og denne fik at vide, hvad han havde i sinde, blev han meget vred, slettede hans navn på skibslisten og skældte ham huden fuld - "ville sikkert have pryglet mig, hvis ikke jeg havde været kadet".
Senere samme år trådte Fleischer ved en mønstring frem for kongen og bad om at måtte komme over i landetaten, hvor hans forfædre havde tjent. Kongen sagde ja, da han hørte, hvem han var, og ville anbringe ham hos chefen landkadetterne, men Fleischer bad om straks at måtte komme med tropperne til Norge. Han blev også ansat ved et "geworbent" regiment, vhis chef, oberst Scheel, havde kendt hans far godt. Han kom nu til Moss og derfra til Blaker: "Om dagen levede vi her som herremænd, men om natten måtte vi have forposterne mod fjenden". Her var han med i en lille batalje, hvor han ved en kanons sprængning mistede hørelsen på højre øre.
Efter Carl XII's død kom Fleischer med sit regiment til at ligge i garnisonen "ved den skønne bjergfæstning Konsvinger". Herfra marcherede de i juni 1719 til Christiania, hvor kongen og kronprisen var. Her blev armeen fordelt og Fleischers regiment blev lagt i garnison i Marstand, "som Tordenskjold havde taget".
Efter våbentilstanden beordredes regimentet til Rendsborg, hvortil rejsen gik over Frederikshavn, hvorfra de marcherede ned gennem Jylland. I oktober 1719 blev han af grandonkelen kaldt til København, hvor han foreløbig kom på kadetskolen for hæren. I maj 1720 gik han med sergents gage ind i "det oldenborgske regiment", der kommanderes af oberst, grev Wedel Jarlsberg, for der at "gøre adjutants tjeneste". Regimentet stationeredes i Helsingør, og herkunne Fleischer som adjutant "have 6, 12, undertiden 18 skilling daglig i sportler".
1724 forfremmedes han til surnumerær sekondløjtnant. Som sådan fik han året efter at vide af sin bror Philip, der "stod som underofficer", at han selv var bragt i forslag som virkelig løjtnant ved et regiment i Norge. Han rejste da ind til København, opsøgte sin mors fætter, kancelliforvalter Sechmann, og sagde til ham, at dette påtænkte avancement var en uret mod broderen Philip, der var ældre end han. Kancelliforvalteren sørgede da for, at Philip fik udnævnelsen.
Grandonklen var død i 1722, men nu tog hans mors fætre , den ovennævte kancelliforvalter samt accessor i højesteret Diderik Sechmann, sig varmt af den unge mand. De forsøgte at overtale ham til at forlade militærvæsenet, da der nu i fredstid ingen fremtid lå heri af mangel på avancemuligheder. Han lod sig tilsidst overtale, tog afsked 1726 og fik ansættelse på assersor Sechmanns kontor samtidig med at han af denne manuduceredes 2 timer dagligt "i det juridiske". Desuden forsøgte den unge mand sig som handelsmand - med salt og østindiske varer - men uden held. Tilsidst tabte han modet og forlangte af onklerne, at de skulle skaffe ham "et civilt embede". Hertil ville de imidlertid foreløbig ikke gå med til: han var for ung endnu "og forvild". Dette "ærgede" ham meget!
Men så skete der noget, som ændrede hands planer og hans livsbane. 9. maj 1728 kom han i selskab me dsin ven fra kadetskolen, løjtnant Jesper Reinhardt, som nu skulle til Grønland med et af de skilbe, kong Frederik det år sendte derop. I samme selskab var også missionær Ole Lange og kaptajn Landorph, der ligeledes skulle til Grønland; også disse hørte til Fleischers "besynderlige venner". De fortalte ham, at proviantforvalterposten i Grønland endnu var ubesat, da ingen ville have den, fordi skibene skulle vende tilbage til Danmark, såsnart de var udlossede, og al provianten oplægges "på marken", indtil det fornødne huse kunde blive rejst, og der således var stor risiko forbundet med at have ansvaret for den. Vennerne opfordrede nu på det ivrigste Fleischer til at søge denne post. Det skaffede ham en nu søvnløs nat, men næste morgen havde han taget sin beslutning. Først gik han til sin morbrødre og fortalte dem sin hensigt. De spurgte, om han var gal! Derefter gik han til marchal Gram, der var hans "patron", og bad ham skaffe sig kongen i tale. På marchallens spørgsmål, om det var med sine slætningens samtykke , han havde bestemt sig til Grønland, svarede han "nej, de er alle imod, men jeg må distingvere mig, ifald jeg ved det civile vil forfremmes". Gram gik da ind på at skaffe ham audiens. Kl. 12 kom han ind til kongen, overrakte ham sin ansøgning og sagde: "skibene,s om skal til Grønland, er sejlfærdige, men har ingen proviantforvalter, hvilket embede jeg underdanigst søger!". Da kongen hørte, hvem han var søn af, tilsagde han ham straks embedet. Men også hans øvrige slætninge var forfærdede over hans beslutning og ville ikke se ham, da han kom for at sige dem farvel. -
11. maj 1728 gik Fleischer ombord på fregatten "Morianen", som dagen efter lettede anker og efter en lykkelig rejse kom udenfor "Håbets koloni" 23. juni; da ingen ombord kendte farvendet, måtte de sende en slup ind først for at få lods.
14. juli gik "Morianen" atter under sejl og begav sigind i "Båls Revier" til den for den nye koloni udsete plads, hvor det kastede anker i den en halv mil borteliggende skibshavn. Kort efter kom atter et skib hertil med proviant. Skibsladningerne blev oplosset på marken "indtil huse kunde blive opbyggede, og disse skulle først bygges til folket": de nye kolonister og soldaterne. Men da adskillige af varerne, såsom krudt, vin o. l., ikke kunne blive liggende så længe i det fri, besluttede kolonirådet at lade det sidst ankomne skib blive liggende i havnen vinteren over for at benytte det til oplagsrum, medens dets mandskab sendes hjem med de andre skibe.
Alle de nyankomne kolonister, handelsbetjente, officerer og soldater måtte campere i telte til langt hen på året, det varede så længe inden husene kom under tag og blev bebolig, at marken var snedækket og teltene, hvori alle boede, "nedsnede". Da man så omsider kunne flytte i hus, var der ikke brænsel nok til at få de nybyggede og fugtige husrum tørret.
I december var Fleischer og hans ven løtnant Reichardt med Hans Egede en tur nogle mil inde i "Båls Revier" for at besøge derboende grønlændere. Her oplevede de det mest mærkværdige , at en af kvinderne ved stedet kom til stranden, da de gik i land, omfagnede dem og løb rundt om dem nogle gange. Det viste sig senere at være af overtroiske hensyn. Hendes mand havde året før "attached/angrebet" en af hans landsmænd, som han havde mellemværende med, ved at kæntre hans kajak, da de engang var ude ude på søen, og da var kun ved at folk komtil , at den angrebne mand blev reddet. Da han beklagede sig over dette til Hans Egede, sagde denne, at den skyldige nok ville blive straffet for sin ondskab. Nu ville da hans kone afværge dette ved at "forhekse" Egede og hans landsmænd med sin adfærd, "thi de havde den overtro, at når fremmede skibe eller folk kommer der til landet, da plejer de at ro dennem nogle gange omkring med deres både, menende dermed at betage de fremmede mod og hjerte at tilføje dem meget ondt".
Det blev en uhyggelig vinter, Fleischer tilbragte ved Godthåb. Der udbrød en sand epidimi af skørbug mellem de tæt sammenpakkede mennesker, og særligefter nytår blev det slemt, så at "næsten den halve kommando af soldater og matroser døde". Tilsidst var det ikke muligt at få de døde begravet, fordi der ikke var frisk mandskab nok dertil, og ligene kom først i jorden april måned. -
I maj 1729 skulle der afsendes en ekspedition nordpå for at genoprette en koloni på Nepisene i Holsteinsborgfjorden. Guvenøren og en del andre drog derop i både indenskærs. Fleischer derimod tilbød - i tillid til at han som søkadet havde lært navigation - at føre det overvinterede skib derop mod at være fritaget for at aflægge regnskab som skipper for skbiet og dets inventarer, hvilket rådet gav ham forsikring om1. (Ikke desto mindre måtte han gøre det ,da han kom tilbage til København). Han fik da skibet gjort sejlklart, indtog lasten og drog afsted otte dage efter de andre. Efter 3 døgns sejllads kom de heldigt til Nepisene, hvor han fik opført et provianthus til lasten nærved stranden.
Om vinteren måtte Fleischer sammen med alle de øvrige overordnede betjente gå i "vildmandskonebådene" og hjælpe til ved hvalfangsten ved at bugsere byttet til land, da mandskabet var for fåtalligt til at magte det. Det blev derfor heller ikke til stort med fangsten, de skød kun to hvaler, uagtet der vrimlede af dem i fjorden, og den ene af dem gik oven i købet tilbunds fordem, da de ikke var mandstærke nok til at bjerge den til land.
Fleischer anlagde en beskeden have ved Nepisene og gjorde forsøg med at så en del forskellige frø, han havde fået tilsendt fra Bergen, men det lykkes kun at drive reddiker frem. Ligeledes forsøgte han at oppløje et stykke land og såede byg deri, men det blev kun til strå, til gengæld nåede dette mandshøjde. -
I sommeren 1730 kom der ingen skibe fra fædrelandet til Nepisene, derimod anløb en mængde fremmede hvalfangere havnen. En skønne dag kom der kajakekspres fra Godthåb med underretning fra Hans Egede, at hvalfangermandskabet ifølge kongelig ordre skulle hjemgå sammen med soldaterne, officererne og flere af betjentene, deriblandt Fleischer, som skulle aflevere sine beholdninger til bogholderen. Der var imidlertid ingen skib, de kunne hjemgå med, hvorfor de foreløbig måtte blive, men Fleischer afleverede alligevel alt, hvad han havde under ansvar, fra nytår 1731. Hans Egede havde spurgt, hvor meget proviant de behøvede, da han så ville drage omsorg for at få det bragt dertil efterhånden ved grønlændere fra Godthåb. Men Fleischer fandet efter denne beregning, at når mandskabet i de syv vintermåneder , da der ikke arbejdedes videre, kunne nøjes med to måltider dagligt, var der proviant nok til næste år. Dette bifaldes af rådet, så de ikke behøvede noget tilsendt.
Sidst i maj samme år deltog Fleischer i et togt, "på handling med de vilde", sammen med assistent Jens Hiort, fire rorkarle og en "junge eller dreng". Det blev en bemærkelsesværdig rejse. Turen gik føst til Diskobugt, hvor Fleischer fandt landet meget smukt. Da de var færdige med "handlingen", ville de lægge hjemrejsen over - Nordpolen! Men da de var nået 20 mil frem mod nord, kunne de ikke forcere isen og måtte derfor vende om. På tilbagerejsen kom de i beset i isen og fik båden knust., så at de måtte redde sig op på en stor isskodse. De havde kun proviant endnu til 2 dage, da de havde beregnet inden denen til at være tilbage i Nepisene. Af frygt for hungersnød foreslog da en af rorkarlene, at "jungen" skulle dræbes for at tjene til føde for de andre. Fleischer lod som om han gik med til tanken, men foreslog, at der ksulle trækkes lod mellem dem alle, da de alle var på lige vilkår. Dette bifaldes og Fleischer trak da ud af sit tørklæde 7 tråde, af hvilke han gjorde een kortere end de andre. Drengen, som trak først, fik en lang tråd og blev meget glad, men den rorkarl, der havde foreslået drengens død, trak den korte tråd "og blev ganske forskrækket".
Dagen efter fik de et skib i sigte, hejste en skjorte op på bådshage som nødsignal og var såheldige at tiltrække sig opmærksomhed. Det var en hollansk hvalfanger, som straks tog dem alle ombord. Fleischer og assistenten kom ned i kahytten og blev budt på spegepølse. Dette erklærede Fleischer ikke at kunne spise, fra barn af havde han haft modbydlighed derfor. Skipperen tvang ham imidlertid til at tage nogle mundfulde, og da han kastede det op, tvang han ham til at drikke brændevin og spise påny. Dette viste sig at være en probat kur, thi da det havde gentaget sig 3 - 4 gange, beholdt han pølsen i sig og havde i sit senere liv aldrig mere vanskeligt at spise pølse. -
I begyndelsen af juni 1731 kom skibet "Morianen", som Fleischer i sin tid var rejst med, til Nepisene, medbringende kongelig ordre til at alle skulle hjemgå. Hans Egede var fulgt med fra Godthåb, som skibet havde anløbet, for at konferere med de derværende betjente om hvad der var at gøre. Han erklærede "ikke at ville forlade de omvendte hedninger". Fleischers beretning om ordningen af Hans Egedes forbliven afviger ikke så lidt fra de ellers gænse. Ifølge den blev den mulig ved at betjentene på Nepisene - der "syntes ej for Gud at kunne forsvare at lade ham med kone og 4 børn alene tilbage" - blev enige om at lade Egede beholde 8 matroser i håb om kongens billigelse, samt endvidere ved hjemkomsten at deponere deres tilgodehavende gave "for 3-4 år" indtil endelig resolution i sagen forelå. Såfremt der da ikke næste år blev oprettet et nyt handelskompani, skulle de for de deponerede midler fragte et skib til at hente Egede og hans familie. Denne beretning, siger Fleischer, blev "forfattet i en ordentlig akt, som af os alle blev underskrevet og forseglet".
Derefter lastede de skibet og begav sig på hjemrejsen. Da de var kommet ud i Atlanterhavet, fik de heftige storme og blev drevet over under Skotlands kyst, hvor de kastede om "iblandt holmer og skær" og hvert øjeblik "ventede at forlise med skib, folk og alt". De kunne se folk inde på land og kaptajnen lod skyde nødskud, men "ingen dristede sig formedelst stormens heftighed at kunne komme ud til os". Efter et døgns bestandig fare lagde stormen sig og det lykkes dem at slippe og det lykkes dem at slippe ud i rum sø igen. Derfra havde de en heldig rejse og kom til København i begyndelsen af september. "Vi grønlandske betjente, geistlige, militære og civile, gik straks op til kongen ogved vores aller underdanigste forestilling overleverede tillige den af os i Grønland til Hr. Egedes frelse oprettede kontrakt. Kongen ynkedes over os. En plakat blev publiceret for at opmuntre købmændene til at oprette et grønlandsk handelskompani, som straks blev sat i stand. Således blev Hr. Egede med familie, som vi havde efterladt i Grønland, reddet, og vi blev frigjort fra vores forpligtigelse". -
Fleischer siger, at "alle betjente, som året 1728 blev antaget til at gå til Grønland, havde erholdt det kongelige løfte, at de efter 6 år skulle blive afløste, men beholde deres fulde gage ved hjemkomsten, indtil de til kongelige embeder blive befordrede". Ganske vist var disse herrer ikke blevet 6 åri Grønland, men skylden var ikke deres, idet de blev hjemkaldt, så man skulle dog tro, at det kongelige løfte havde stået ved magt alligevel. Imidlertid: "Samme dag, som vi i året 1731 i september kom til København, blev vores gave ophævet".
Fleischer stod således uden "Employ/arbjede" og så sig derfor om alle vegne efter et sådant. I 1732 lå der skibe sejlklar til at bringe kong Christian VI til Norge. Han søgte om ansættelse her og blev beskikket til kontrollør plå det skib, kongen skulle med - men der blev ingen rejse af den gang, og efter nogle ugers forløb var han atter "brødløs".
Nu gik han over til rentekammeret og udbad sig "rekommandation" til at søge befordring. Der blev først svaret ham, at dette ikke lod sig gøre, før der var givet antegnelser og faldet decision/afgørelse i hans grønlandske regnskaber, men han gjorde gældende, at dette jo sikkert ville trække i flere år - hvori han fik ret, thi han fik først kvittering for regnskaberne 1. dec 1740! - så at han altså ville komme til at gå længe ledig. Dette bøjede nu rentekammeret sig for og hav ham en anbefaling. Han søgte nu fogedembedet over Sunnhordland ogHardanger, men fik det ikke. Ikke længe efter blev sorenskriveriet for Hardanger, Voss og Lysekloster ledigt. Fleischer søgte det og blev indstillet til embedet. Umiddelbart efter blev det fra konkurrents side gjort forsøg på at få embedet delt i to, men Fleischer erklærede hertil, at i så fald måtte han trække sig tilbage, da han ikke kunne leve af den halve indtægt.
Kongen erklærede imidlertid, at embedet ubeskåret skulle tilfalde "over forrige proviantforvalder udi Grønland Fleischer", og 20. marts 1733 modtog denne da kgl. bestalling som sorenskriver for Hardanger, Voss og Lysekloster. Sidst i april var han allerede i Bergen og meldte sig hos stiftamtmanden. Under opholdet her lod han lave protokoller til embedets førelse og fik dem autoriseret. Dette viste sig at være en betimelig foranstaltning, this han fandt embedet i den sørgeligste forfatning. Da han kom til Voss for at overtage det af vikaren, som opholdt sig der, erklærede denne, at han hverken havde protokoller eller papirer af nogen art, det havde ikke været brugt hidtil: "kort, jeg har ingen ting at aflevere - distrikterne ligger der, De må selv gøre dem et embede!". Fleischer indberettede dette til kancelliet og bad sig fritaget for enhvert ansvar heri.
Efter i juni måned at have været i Bergen for at gøre opvartning hoskongen, der kom på gennemrejse fra Tronheim, tog han fat på at bringe orden i sit embede. Til at begynde med havde han mange fortrædeligheder, idet "geistlige, militære og propietarer ville bande sig i mine embedsforretninger". Det gav ham nok at bestille at vise alt sligt tilbage. Men "da jeg havde sat embedet i den stand, det burde være, fik jeg fred og rolighed, og mine forfølgere blev mine venner".
I august 1735 rejste Fleischer til Bergen for at holde bryllup med sin trolovede Catharina Geelmuyden, f. 11. juni 1705 i Bergen som datter af stadshauptmand, kancelliråd Knud Geelmuyden og hustru Anne Beate Storch. De viedes 9. september. Medens han opholdt sig her, fik han fra København meddelse om, at han var udnævnt til birkedommer i Ballerup birk og assessor i hofretten i København. Han havde ikke søgt dette embede. Det var onklerne i København, som havde udvirket hans udnævnelse dertil for at få ham tilbage til Danmark. Han selv var måske ikke utilbøjelig til at tage imod udnævnelsen, men hans kæreste og hendes mor "blev meget bedrøvede", hvortil han "for at stille dem tilfreds" ansøgte om tilladelse til at forblive i sit nuværende embede med den motivering, at han nu var "etableret" i dette og skulle giftes; hvis han nu skulle bytte embede, måtte han sælge alt, hvad han havde anskaffet, og påny sælge bo, hvorved han ville komme i stor gæld. Autoriteterne bøjede sig for hans argumenter og fritog ham for embedet i Danmark, og som tegn på kongens vedvarenden nåde udnævntes han 14. oktober til virkelig kancelliråd. -
Som sorenskriven boede han på gården Hesthamer i Kinsavik og her fødtes hans 11 børn. Af disse blev 9 voksne, 6 sønner og 3 døtre. To døtre døde som små. To af sønnerne blev embedsmænd i Danmark, nemlig Fred. Didr. Sechmann Fleischer (død 1819), assessor i hof- og stadsretten i København, og Gerhard Wilhelm Geelmluyden Fleischer (død 1784) , byfoged i Vejle og kancelliråd. De andre blev i Norge. Den ældste, Herman Reinhold Fleischer (død 1824), var proprietær til Lekve gård på Voss; Philip Fleischer døde 1807 som sognepræst til Bergens Nykirke. Knud Geelmuyden Fleischer døde 1820 som stiftprovst i Bergen, og Michael Fleischer døde 1814 som fhv. sorenskriver i Indre Sogn. Sønner af alle tre sidstnævnte fik ansættelse i Grønland. Døtrene blev all gift, Anna Beate med stiftprovst, dr. Mossin i Bergen, Mægtele Catharina med sognepræst Paludan, Stord, og Karen Catharina med bergråd Henrik Blichfeldt. -
Fleisher var særdeles dygtig og virksom mand i hele sin færd. Han førte sit embede med stor myndighed og med megen orden og akkuratesse. Han forstod også at gøre det indbringende uden på nogen måde at benytte sig af uhæderlige midler. Af alle de domme, han i sin 43 årige virksomhed som sorenskriver fældede, blev kun 2 underkendt af højesteret, og - siger han - "vare disse 2de sagers rette grund og sammenhæng rigtigt af advokaterne blevet oplyste og forestillede, tror jeg endnu at disse var blevet konfirmerede/bekræftet".
Sit jordbrug forstod han ligeledes at gøre indbringende, og klog og fremsynet som han var, benyttede han sig af de lejligheder, der blev givet, til at tilkøbe sig jordegods og andre ejendomme, så han efter datidens forhold blev en meget velstående mand. Hans bo opgjordes til....... ikke fået mere med fra Brothers Keppers data.
# Ægtefælle til J. S. Fleischer: Catharina Geelmyeden, Bergen Norge:
Født: 11.06.1705.
Gift: 09.09.1735 Bergen. Catharina Geelmuyden, f. 11. juni 1705 i Bergen som datter af stadshauptmand, kancelliråd Knud Geelmuyden og hustru Anne Beate Storch. Død: 27.08.1774. |
