Gert Andreas Aron Albert Eriksen (Kaldet Aalibak i Grønland)

75 år den 15. marts 2010

Provst emeritus, distriktet Nordgrønland fra Kangaatsiaq ved Egedesminde til Ummannaq/Nordgrønland, i dag bosiddende i Skjern.

Forældre: Søn af Hans Eriksen (F. 02.10.1906-28.06.1948 Saqqaq) og Magdalene Knudsen (F. 13.01.1905 Nûgâk-13.01.1989 Saqqaq i Diskobugten).

Alberts minder fra sit efterskoleophold i Egedesminde var kulde sult og afsavn. Når de gik i seng eller stod op, var der rimfrost på ruderne og vandet i vaskebaljen frosset til i løbet at natten. Der gik alle eleverne i kamikker og der ansat en gammel dame, som skulle tilse og passe kamikkerne for eleverne. Maden bestod gerne af tørt rugbrød uden margarine alle ugens dage og alle slags grød, såsom øllebrød, havregrød m.m. Fredagen var mavernes dag, der fik eleverne lov at spise sammen med lærerne, en dag de med længsel så frem tid. De fik gerne saltet lammekød med gule ærter. Når de sjældengang fik forsyninger tilsendt fra familien, blev dette frataget eleverne, så dem fik eleverne aldrig selv glæde af. Dengang svor Albert, at når han engang blev færdiguddannet ville han aldrig spise rugbrød igen. Så selv om rugbrød var sundt, skulle gå mange år, før han igen spiste rugbrød. I Egedesminde stiftede Albert bekendskab med det danske sprog for første gang, et sprog, som for ham lyd som ren volapyk. De lærte mange danske sange uden at have forståelse for ordenes betydning og først langt senere forstod dem, da han tillærte sig dansk senere i sit uddannelsesforløb. I efterskoleperioden lå Albert som nr. 3-6 bedste ud af 30 elever i forhold til terminskarakterer i 1951, og nr. 1-8 bedste ud af 28 elever i 1952 i almen fag dengang.

Alberts minder fra sit efterskoleophold i Egedesminde var kulde sult og afsavn. Når de gik i seng eller stod op, var der rimfrost på ruderne og vandet i vaskebaljen frosset til i løbet at natten. Der gik alle eleverne i kamikker og der ansat en gammel dame, som skulle tilse og passe kamikkerne for eleverne. Maden bestod gerne af tørt rugbrød uden margarine alle ugens dage og alle slags grød, såsom øllebrød, havregrød m.m. Fredagen var mavernes dag, der fik eleverne lov at spise sammen med lærerne, en dag de med længsel så frem tid. De fik gerne saltet lammekød med gule ærter. Når de sjældengang fik forsyninger tilsendt fra familien, blev dette frataget eleverne, så dem fik eleverne aldrig selv glæde af. Dengang svor Albert, at når han engang blev færdiguddannet ville han aldrig spise rugbrød igen. Så selv om rugbrød var sundt, skulle gå mange år, før han igen spiste rugbrød. I Egedesminde stiftede Albert bekendskab med det danske sprog for første gang, et sprog, som for ham lyd som ren volapyk. De lærte mange danske sange uden at have forståelse for ordenes betydning og først langt senere forstod dem, da han tillærte sig dansk senere i sit uddannelsesforløb. I efterskoleperioden lå Albert som nr. 3-6 bedste ud af 30 elever i forhold til terminskarakterer i 1951, og nr. 1-8 bedste ud af 28 elever i 1952 i almen fag dengang.

Karriere og bopælsrækkefølge:

Fra starten af sit liv om nyudklækket lærer/kateket og nygift, sendte Albert hver måned 50% af sin løn på i alt 385 kr. som nyudannet skolelærer og kateket til sin moder og nogle faldt også af til svigermoder som også var enke.

Lærer og kateket i Kap Hope/Ittaajimmiit ved Scoresbysund, Østgrønland: 1956-60

Lærer og kateket i Sarfannguaq ved Holsteinsborg/Sisimiut: 1960-62

Lærer og overkateket i Uummannaq, Nordvestgrønland: 1964-65

Lærer og overkateket i Uummannaq, Nordvestgrønland: 1965-68

Lærer og overkateket i Kuummiut/Ammassalik i Østgrønland: 1968-1972 

De mindre børns gode minder fra denne tid er, at børnene skyndte sig at vaske op efter aftensmaden, så farmand Albert kunne læse højt for familien i den mørke vintertid. Der læste faderen et par kapitler ad gangen af de voksnes litteratur udkommet på grønlandsk, såsom Greven af Montre Cristo og mange andre bøger, for kone og børn – det var ren glæde og spænding. Andre gode minder fra tiden i Østgrønland var også, når storebror Aalibaaraq og moderen Birgithe rejste på 2 dages slæderejse til storbyen Ammassalik for at handle julegaver, dansk julemad og æg til julens småkager, mens farmand Albert blev hjemme og passede børn og jobs. Æggebakkerne kom hjem godt indpakket fra den lange rejse op og ned af fjeldene, i god behold, så gemte moderen Birgithe gerne et par æg til børnene, så der kunne blive lavet hjemmelavet is, som blev spist med velbehag ganske få gange om året. Den gang boede familien i Type25, med 2 soveværelser, stue og køkken og al opvarmning og madlavning stadig med kul. Det store soveværelse havde den ældste søn Aalibaaraq, og resten af familien sov i et stort soveværelse, så der sov 2 x 2 børn i en seng og den yngste datter Malene i samme seng som forældrene, da der ikke var plads til flere senge i soveværelset. I gamle dage når de grønlandske tjenestemænd ansøgte om større bolig, var det ganske sjældent at de grønlandske familier blev tilgodeset i forhold til de udsendte. Sådan var tiderne dengang for de grønlandske tjenestemænd, alle sov side om side og der hvor der var hjerteplads, var der lykke, uanset de ringe vilkår i gamle dage. De ældre skolebørn. Hans og Martha blev sendt afsted til Danmark lige efter konfirmationen for at fortsætte deres skolegang – det var barskt at skulle sende sine børn af sted hjemmefra så tidligt p.g.a. manglende uddannelsesmuligheder i Grønland dengang. Aalibaaraq, den ældste søn, ønskede derimod ikke at rejse fra sine forældre for at videreuddanne sig, men blot ønskede at blive erhvervsfanger for at bidrage til husholdningen, en levemåde, han brændte for og hurtigt tillærte sig i Kuummiut.

Det var ren luksus at flytte til 3 etagers rækkehus, med radiatorer, el-konfurer, alle de store børn og forældre fik deres eget soveværelse for første gang. Der stiftede børnene første gang bekendtskab med alle de moderne faciliteter, såsom TV, så de første par måneder kan de huske at de var klistret til farvefjernsynet hver aften – sikken en fantastisk oplevelse at se, hvad der foregik i andre lande som Danmark, sikken en forunderlig verden, der dengang udfoldede sig foran de yngre børn og sikken en lykke for forældrene og søskende, for nu kunne hele børneflokken samles i samme by og hustand igen. Hans, Martha og Karl kunne atter bo hjemme, da Nuuk havde de højere klassetrin og uddannelsessteder m.m. i byen.

Efteruddannelse: Askov Højskoleophold for at samle op på teologidelen sommer 1974.

Præst/Lærer i Scoresbysund/Ittoqqortormiit, Østgrønland: 1974-78 

Parret fejrede sølvbryllup 17. juli 1980 og stor var glæden, da sønnen Hans og Karen blev gift samme dag, en begivenhed, de lige kunne nå at fejre i Chr. Håb/Qasigiannguit, inden alle børn blev spredt for alle vinde igen.

Præst i Uummannaq, Nordvestgrønland: 1980-84

Præst i Thule/Qaanaaq: 1984-87

Præst i Paamiut/Frederikshåb, Sydgrønland: 1987-88

Præst i Thule/Qaanaaq, Nordgrønland: 1988-90

26. marts 2000, lå meget alvorlig syg efter et stort fald fra toppen af en gletcher på hundeslæde på vej hjem fra tjenesterejse. Helikopteren med læge kunne ikke komme til udrykning p.g.a. en voldsom snestorm. Albert blev først afhentet med snescooter dagen efter, hvor snestormen havde lagt sig langt om længe. Efter flere måneders sygeleje, kom Albert mirakuløst på benene igen i sommeren 1990 efter en begivenhedsrig tjenesterejse til de små fjerntliggende bygder ved Qaanaaq. Selv efter så en alvorlig tilskadekomst under en tjenesterejse, ansøgte Albert ellers skriftligt om skadeserstatning for svie og smerte hos Kirken i Grønland. Men desværre var svaret fra den Grønlandske Kirke at der ikke kunne bevilges skadeserstatning for de måneders uarbejdsdygtighed, da Albert havde oppebåret løn under sygelejet. Der kunne Albert desværre igen sande, at tiderne ikke havde ændret sig meget i forhold til gamle dage. Afslaget fra hans ansøgning om skadeserstatning ses stadig fra hans eget personlige synspunkt som en procedurefejl den dag i dag, sær når den grønlandske kirke i forvejen havde skrevet rejse- og ulykkesforsikring på sine ansatte i forbindelse med deres tjenesterejser, de måtte foretage fra tid til anden. En uret som ikke burde være foregået, især efter så mange års tro tjeneste og som ej heller har været helt uden gener årene efter for Albert. Efter ulykken flyttede de til Vestgrønland for at komme nærmere børn og børnebørn igen.

Provst for Nordgrønlands provsti 1. december 1997 til 31. marts 2000 efter 43 års menighedsarbejde og 24 år som præst, samt fungerede som præst i Ilulissat/Jakobshavn ved siden af sit provsteembede. Et perfekt sted at ende deres store Grønlandsrejse på, set i lyset af at Albert stammede fra Ilulissat/Jakobshavn distriktet. En hjemkomst, som var til stor glæde for slægten Eriksen i Diskobugten.

Albert Eriksen gik på pension i alder af kun 65 år i 2000 og flyttede til Skjern primo april 2000 for at være nærmere deres 2 døtre og børnebørn i Skjern. Et otium, de havde glædet sig til, da han i de sidste par år under arbejdet havde følt sig noget mere træt, uden at der var lykkes lægerne i Grønland at stille en diagnose. Langt om længe efter et helt års check-ups i henholdsvis Ilulissat og Skjern, vidste det sig heldigvis blot at være gammelmandssukkersyge, der havde drænet ham for energi, plus en begyndende Parkinssonsyge. Begge sygdomme, som lægerne i Danmark hurtigt fik styr på med medicinering, så han kunne begynde med at nyde sit otium. Et otium, de nyder i deres lille rækkehus med have til i Skjern.

I hele sine lærer og præstevirke var Albert med hustruen Birgithe været lokale fortaler for Blå Kors (afholdsmænd) for at sikre børn, unge, lokalsamfundet i det hele taget kunne skabe og have socialt sammenværd uden nødvendigvis at alkohol skulle være indblandet. På denne måde har de været medstifter og opstartet mange lokale afdelinger i gamle dage, et stort frivilligt arbejde, som gav gevinst tifoldigt og ikke mindst blev værdsat af bopladsfæller. Desuden lærte Albert også sine skolebørn at spare op med sparemærker, så de kunne lære at bruge deres små midler fornuftigt – i tider, hvor fangerfamilierne havde småt med penge i Østgrønland.

Albert havde stor forkærlighed til sange og salmer og er kendt i Grønland for at have god en rigtig god præstestemme. En stemme som stammer fra hans opvækst, hvor fader Hans og hans børn altid sang fra morgen til aften hele deres barndom. Desuden har Albert instrueret mange kor op til påske, jul og til skuespil i Grønland. Albert har også selv komponeret en ny melodi til det nye ritual, 17. Indstiftelsesritualorden. En melodi til ritualet, som bruges hverdag af de nye præster, som var blevet undervist af Albert, mens han endnu arbejdede. Et ritual som er blevet velkendt og videreført i Grønland til gudstjenesterne den dag i dag. (Jeg har ikke kendskab til nodesætning, så den er ikke beskrevet i noder, endnu, så vidt jeg har fået fortalt af Albert). Op til Qaanaaq 50 års jubilæum sidste år blev Albert og Birgithe inviteret som nogle af æresgæsterne til jubilæet og de nød at gense deres gamle bofæller. På sin rejse til Qaanaaq foretog Albert sin sidste dobbeltsprogede gudstjeneste i Pituffik/Thule Air Base, som gik med bravour selv med rystende Parkinssonshænder. En rejse med minder, de kan leve længe på, indtil de skal på næste rejse, som dog nok må ske med rejseledsager, nu hvor de ikke løber så stærkt mere på deres gamle dage.

Alibaaraq Eriksen, født i Godthåb/Vestgrønland: 29. nov 1952, gift med Elsemarie Jensen fra Saqqaq/llulissat.

Hans Lund Eriksen, født i Fiskenæsset/Vestgrønland: 28. nov. 1955, gift med Karen Fly fra Ilulissat.

Martha Eriksen, født i Kap Hope/Øsgrønland: 19. oktober 1957, blev gift med Erik Jensen fra Nibe, og siden skilt.

Karl Eriksen, født i Kap Hope/Østgrønland: 26. juli 1959, gift med Ester Sandgreen fra Christianshåb/Qasigiannguit.

Nikolaannguaq Eriksen, født i Sarfannguaq/Vestgrønland: 15. dec 1960, gift med Malene Fleischer fra Christianshåb/Qasigiannguit (Nikolaannguaq død:26. juli. 1992)

Johanne Lund Eriksen, født i Sarfannguaq/Vestgrønland: 27. marts 1962, gift med Michael Eriksen fra Skjern, født Nielsen.

Malene Eriksen, født i Kuummiut/Østgrønland: 14. dec 1969, gift med Miteq Peary i Qaanaaq/Thule, død i 20xx, i dag bosiddende i Christianshåb/Qasigiannguit med sine børn.

I dag bor 2 døtre i Skjern og resten af sønner og datter hægtet af i holdvis Ilulissat, Qasigiannguit og Sisimiut i Grønland og har både børnebørn og oldebørn.

PS: Dette er hvad jeg har formået at indsamle i løbet af ugen/2 weekender af min faders virke og liv og mine minder om mine forældre og interview af Albert, min fader  – der er meget mere jeg ikke når/nået at lave bemærkninger til – sendes som indslag til xx aviser i Grønland måske til hans 75 års fødselsdag den 15. marts 2010 – til ære og hylest for min fader, et beundringsværdigt liv og virke under meget vanskelige vilkår i gamle dage, en medalje værdig efter min egen mening - så hermed denne medalje i form af bigografi med  tak fra mig og mine søskende for at have været en fantastisk  og kærlig fader, som var tilstedeværende, når han endelig var "hjemme" uden at skulle lave prædikener, foretage gudstjenester eller skulle til møder eller private samtaler med folk, som havde behov for hjælp.

Johanne Lund Eriksen